søndag den 24. april 2016

Den store beslutning

Når man har børn, er det en kæmpe beslutning at flytte til udlandet. Hvad gør at vi tør rykke deres trygge hverdag op med rode?
Sophia har meget behov for tryghed - det har hun altid haft. Selvom hun er en meget åben, udadvendt og glad pige, har det altid taget lang tid for hende, at falde til nye steder. Derfor har hun også været vores største bekymring mht flytningen.
Tænk at starte i en børnehave hvor du ikke forstår hvad nogen siger, og ingen forstår hvad du siger. Selv det at skulle på toilettet bliver en udfordring. Jeg kan få helt ondt i maven af at tænke på det.
MEN når det er sagt, så hører jeg fra alle, at børn lynhurtig lærer et nyt sprog. Derudover har jeg masser af tid til at stå for indkøringen, så det kan ske stille og rolig, og så er det bare med at give hende al den tryghed hun har brug for.
Vi vil forsøge at finde en institution hvor de måske har noget skandinavisk personale ansat, og en institution hvor de er vant til børn der ikke kender sproget. Det sidste skulle nok være en mulighed, da Berlin jo er en meget international by, med mange udlændinge.

Astrid, derimod, er meget lige til. Tror vi. Hun er ikke startet i dagpleje endnu, men vi tror ikke der bliver nogle problemer. Selvom hun er meget morsyg for tiden, så er hun også et meget nemt og glad barn, og hun skal nok falde til alle steder. Og så længe hun ikke kan tale endnu, og kropssprog er den vigtigste kommunikationsform, skal hun nok klare sig. Det bliver så også en gylden mulighed for hende at blive tosproget fra starten.

Vi ser der som en kæmpe oplevelse for os, og en gave til børnene, der forhåbentlig får en bedre sprogforståelse.


0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start