Arbejdsløs/bums/husmor

Kært barn har mange navne, men fra i går, var jeg officielt ikke længere på arbejdsmarkedet. Og ved i hvad? Det har jeg det skide godt med!

Det har aldrig været min drøm at gå hjemme. Slet ikke. Men Gud hvor jeg nyder det.
Det har nok også noget at gøre med at jeg ikke brændte for det job jeg havde.
Mit drømmejob indebærer skæve arbejdstider og weekendarbejde, hvilket vi ikke kan få til at hænge sammen med Martins arbejdstider. Derfor må det komme senere, når Martin engang får et 8-16 arbejde.

Jeg er så glad for at kunne give børnene en tryg og rolig start i Berlin.
Når de er kørt ind i institution, får vi rolige morgener hvor vi ikke skal op klokken lort, fordi vi begge skal på arbejde. Når børnene er hentet om eftermiddagen, kan vi hygge os med dem, for så har jeg klaret alt det praktiske om dagen.
Bevares, i der kender mig, ved at jeg HADER at gøre rent, meeen jeg tænker at hvis jeg laver en fornuftig plan over hvad jeg skal gøre hver dag, så skal det nok blive godt.

Min a-kasse er opsagt, så jeg får altså ikke penge nogen steder fra længere. Jeg har det ikke dårligt over at Martin forsørger mig - vi har, siden vi flyttede sammen, delt alt økonomisk, og Martin ville ikke kunne have det job, hvis ikke jeg "ofrede" mit job. Jo, det kunne han egentlig godt, men vi ville få en meget stresset hverdag hvis jeg også arbejdede 37 timer og det ønsker ingen af os. Vi har begge snuset til stress, og det er ikke rart.
Og så er det jo bare en luksus at vi har den økonomiske frihed til at gøre det. Vi kan altid ændre på det hvis det ikke fungerer for os!