Hvad vi havde frygtet

Vores største bekymring ved at flytte, var hvordan Sophia ville tackle det. Hun er meget sensitiv og kærlig, og har brug for trygge rammer.
Nu har de gået i KiTa i 2 1/2 måned. Hun synger en masse tyske sange (som hun godt nok ikke ved hvad betyder), og hun lærer hver dag nye ord. Men til at kunne tale og forstå tysk, er der stadigvæk lang vej.
Når man ikke taler sproget, er det klart at de andre børn foretrækker at lege med dem de kan tale med. I hvert fald hvis man er 4 år. Det betyder også at Sophia leget meget alene, og ikke rigtig har et tilhørsforhold til nogen der endnu.
Vi har fra begyndelsen godt kunne mærke at det ikke var helt godt, det der med at gå i KiTa, men vi syntes egentlig hun gjorde det rigtig godt.
Inden for de sidste 2-3 uger er der dog sket et eller andet. Der er flere tegn på at hun ikke trives. Bl.a. fortæller hun ofte hun har ondt i maven når vi skal i KiTa. Hun er også begyndt at græde mere derhenne, og forleden morgen måtte de holde hende, så jeg kunne komme ud af døren, uden hun smuttede med. Og ja, Gu' fanden havde jeg lyst til at tage hende med hjem igen, men det nytter jo ikke noget. Hun skal jo lære det.
Vi prøver ellers at få lavet legeaftaler med andre danskere, så hun kan få leget med nogen. Vi har også bemærket, at hver gang der er danskere i nærheden, vil hun ekstrem gerne være sammen med dem, og snakke og lege. På grænsen til det irriterende vil jeg sige. Derfor skal vi prøve at have en dansk barnepige til hende, en gang hver anden uge, for at hun kan få tilgodeset sit behov for at snakke med andre end os. Det starter vi på i næste uge.
Nu giver vi KiTaen en chance et par måneder endnu, og så må vi se hvad der så skal ske.

Gode råd modtages gerne😊