Den skøreste telefonsamtale + gevinst

Mine tanker omkring daginstitutioner skifter fra dag til dag. Nogle dage dør jeg ved tanken om at gå hjemme med dem i flere måneder. Andre gange synes jeg det er fedt med alle de legepladser vi skal ud og udforske - alle de svømmehaller, strande, skove og parker vi skal besøge.

I går var dog en dag med frygt for det første!
Derfor brugte jeg formiddagen i går med at sende ansøgninger afsted til institutioner.
Jeg havde fundet en skabelon på hvad man skal skrive, på en expatblog. Skabelonen var på tysk.
De 5 tidligere ansøgninger jeg har sendt, var på engelsk. Af dem fik jeg kun respons fra 2. Med lidt hjælp fra gode mennesker, fik jeg altså bikset en ansøgning sammen på tysk, og sendt den afsted til 15 institutioner.
Den første respons var en mail, hvor de skrev at jeg burde ringe til dem. `Ææææh taler i engelsk´ spurgte jeg straks. `Nej ikke rigtig.´
Pis!
Jeg har ikke talt tysk siden 3.g, hvor jeg fik et flot 6-(eller 7) tal (på den gamle skala). Det er immervæk 13 år siden! Jeg overvejede at få en anden til at ringe, men måtte indse at jeg blev nødt til at kaste mig ud i det.

I dag ringede jeg altså til Frau Hohain... Da samtalen var ovre grinte jeg højlydt. Hold nu kæft hvor er mit tysk dårligt. MEN hun havde gode nyheder!
De havde pladser til både Sophia og Astrid fra den 8. august. Den 21. juli, kunne Martin og jeg komme og besøge dem, inden de holder sommerferie. Jeg spurgte flere gange om vi var garanteret pladser til dem, og det var vi.

Denne KiTa (som daginstitution hedder dernede) har kun 21 børn, fokus på integration, har flere ikke-tyske børn, OG hun fortalte at der gik et andet dansk barn der.
Det lyder jo nærmest som drømmestedet. Men hvorfor har de pladser? Er det et dårligt sted?
Ved ikke om det er en kvindeting, men glæden ved at have fået pladser til dem, blev straks afløst af bekymringer, som man ikke kan gøre noget ved.

Jeg vil prøve at lægge tvivlen bag mig, og bare glæder mig over at de har fået en plads. Jubiiii!