Den første nedtur

Martin gjorde det fra starten klart for sin arbejdsgiver, at han ikke rykkede familien med til Tyskland, for at arbejde konstant. De lovede de, at sådan blev det ikke. Yeees yeeeees!
Som udgangpunkt arbejder han fra 6.30-15.30. Som udgangspunkt! Jeg var også godt klar over at inden for branchen er det kutyme med en masse interessetimer, og da vi besøgte kontoret i maj, sad folk stadig og arbejdede kl 17.30. Chefen lovede mig dog, at sådan blev det ikke med Martin.
Jeg havde dog en forventning om at det nok blev til en times overarbejde hver dag.

Den første nedtur ramte mig onsdag, da Martin skrev kl 15.15 at han blev en halv time og så kom hjem. Kl 16.30 ringede jeg til ham- han var stadig på kontoret. Han ville køre hjem nu! Godt så. Det er svært at lave mad med en Astrid på armen. Hun er så glad for sin mor.
Kl. 17.15 skrev han at han ikke vidste hvornår han kom hjem.
Det her med ikke at komme når man aftaler, ligger meget fjernt fra mig. Jeg har altid kommet 5 minutter før aftalt, og ellers fik jeg mega dårlig samvittighed. Mange år sammen med Martin har dog gjort mig mindre punktlig.
Da jeg stod der med to sultne børn, og mad jeg havde lavet med en hånd, som børnene spiste to mundfulde af, og samtidig følte mig svigtet af min mand, skulle jeg virkelig tage mig sammen for ikke at begynde at tude lidt. Selvmedlidenhed ja tak!

Jeg tog mig sammen for alles skyld. Det nytter ikke noget at blive sur og skuffet. Til gengæld har jeg aftalt med Martin at han ikke skriver han er på vej hjem, før han faktisk står ved sin cykel.
Derudover har jeg købt nogen færdigretter til fryseren, som kan blive brugt de dage hvor han kommet sent hjem og Astrid hænger på armen. Det er med at få det bedste ud af situationen😊

Martin kom hjem 18.15 den aften.